Læs Westpacks ESG-rapport 2021-2022

27. september 2022

Vi udgav for nyligt vores årlige ESG-rapport. Forkortelsen ESG står for Environmental, Social og Governance – og skal forsikre nye og eksisterende kunder om at Westpack er en troværdig leverandør og samarbejdspartner.

Hvis du ejer et stort, veletableret smykkebrand med mange ansatte og en omfattende værdikæde, kender du sikkert allerede ESG. Men hvis du er en up-and-coming smykkedesigner, giver vi dig lige en kort introduktion til konceptet:

Finansielle rapporter giver virksomheder mulighed for at dokumentere deres økonomiske aktiviteter og finansielle udvikling. ESG-rapporter minder om dette, men fokuserer i stedet på miljømæssige og sociale aktiviteter. Med andre ord er områder som bæredygtighed, miljøpåvirkning, humanitære spørgsmål og etisk forretningsdrift inkluderet.

Ligesom mange andre virksomheder rapporterer vi vores initiativer i overensstemmelse med FN's verdensmål, og vi tror på, at ESG kan sameksistere med en sund og profitabel forretning. Gennem årene har vi løbende forbedret vores ESG-indsats, og dette års rapport repræsenterer endnu en forbedring.

Rapporten tager ca. én time at læse (hvis du da læser den fra ende til anden). Men bare rolig: Vi har opdelt den i sektioner, så du kan finde lige netop de områder, du har særlig interesse for.

Du kan blandt andet lære om:

  • Hvordan vi opdagede, at brandsikkerheden skulle forbedres hos en af vores asiatiske leverandører. Faktisk ville vi foretrække, at ejeren flyttede sin fabrik til en helt ny placering. Men kunne vi overbevise ham?
  • Hvordan Westpacks CO2-regnskab er blevet forbedret. Blandt andet kan du nu se data om, hvordan indkøb af råvarer bidrager til udledningen.
  • Hvordan vi plantede to træer for hver containerfod, vi sendte ud af Indonesien. Hvor mange træer lykkedes det os at donere i løbet af regnskabsåret?