23. juni 2022

PRESSEMEDDELELSE - juni 2022

Med massive investeringer og stor leveringssikkerhed i en ustabil verden leverer Westpack A/S i Holstebro endnu engang rekordstort millionoverskud.

Westpack A/S i Holstebro, der primært producerer emballage til smykker, ure og briller, har netop offentliggjort regnskab for regnskabsåret 2021/2022. Driftsresultatet, EBITDA, er steget til næsten 64 millioner kroner fra 42 millioner året før.

Bag den rekordstore vækst ligger en kraftig fremgang i salget med mere end 2.500 nye kunder over hele verden plus tydeligt mersalg til eksisterende kunder. Hertil kommer en øget effektivisering i både salgs- og produktionsprocesser.

Morten Dalsgaard, der er administrerende direktør i Westpack A/S, er ikke i tvivl om, at leveringssikkerhed i en verden præget af uro på fragtmarkedet og Covid-nedlukninger i Asien, er én af nøglerne til succesen.

Vi har en fleksibel forretningsmodel, hvor vi producerer i Danmark og køber ind både i Europa og Asien. Det betyder, at vi altid kan levere, uanset om der er uro på fragtmarkedet, eller at produktioner lukker ned på grund af Covid i Kina.
- Morten Dalsgaard

Ifølge direktøren skyldes væksten også markante investeringer i både bygninger og produktionsapparat. På bare tre år er fabrikken i Holstebro udvidet ad to omgange med næsten 7000 ekstra kvadratmeter og en større maskinpark. Yderligere har Westpack A/S udbygget sin internationale webshop fra 11 til 15 sprog og automatiseret flere af de administrative processer.

Selvom virksomheden automatiserer, har den ikke fået færre ansatte. Alene det seneste år er antallet steget fra 117 til 142.

Vores investeringer i vækst fortsætter. Det gælder både i forhold til maskininvesteringer i vores egen produktion i Holstebro, yderligere investeringer i vores stærke webshop, samt investeringer i vores organisation generelt.
- Morten Dalsgaard

Westpack A/S har gennem de sidste fem år været kapitalfondsejet. Den danske kapitalfond Capidea solgte i januar 2022 til den nordiske fond Adelis, der i dag er hovedaktionær.
I forbindelse med salget fortsatte ledelsen uændret, ligesom den stadig udgør en del af ejerkredsen.

Morten Dalsgaard

For yderligere information kontakt:

Adm. dir. Morten Dalsgaard, Westpack A/S, tlf. +45 41 71 75 81 / email: [email protected]