Mød Jeanne


Vi lader ikke en utilfreds kunde gå. Er der en reklamation, så er der stor vilje i hele organisationen til at vi får det løst på bedst mulige måde, for kunden skyld, men også for vores egen. Vi har stort set frie hænder til at gøre kunden glad igen, og det er en god følelse når det lykkes, og det gør det altid (næsten).
Jeanne Rasmussen
Sales Representative ved Westpack
Om en dynamisk, spændende og hektisk arbejdsplads
Hvis du engang kommer og besøger Westpack, vil du opdage, at hovedindgangen leder direkte ind til salgsafdelingen. Her sidder holdet, der sørger for at hjælpe virksomhedens detail-kunder med at finde de helt rigtige løsninger. Her er der en konstant summen af telefonsamtaler, tastaturklik og sparring hen over skærmene.
Hver sælger har ansvaret for ét eller flere lande. Hvis man skulle blive i tvivl om, hvem man skal tale med, kan man blot kaste et blik på de flag, der står på bordene. Ved bordet med det tyske flag sidder Jeanne Rasmussen. Det har hun gjort siden sommeren 2014.
Jeanne er opvokset i Hadsund i Nordjylland – langt fra den dansk-tyske grænse – og det lå ikke i kortene, at hun skulle blive en ørn til tysk. Faktisk hadede hun faget i folkeskolen!
Dog skulle det senere vise sig, at hun blot manglede lidt incitament.
Fra dagligvarer til reoler
Jeanne startede sin karriere i Dansk Supermarked i 1994. Det var i den forbindelse, at hun flyttede til Holstebro. I løbet af årene avancerede hun, og endte i en lederstilling, hvor hun fik et stort ansvarsområde.
Det medførte lange arbejdsdage og weekendvagter, hvilket var helt fint i en årrække. Men da Jeanne og hendes mand fik deres første datter, føltes det forkert at indrette livet efter butikstider. Så i 2002 åbnede de nybagte forældre i stedet en forretning, der solgte maling, pensler og brugskunst. Senere kom endnu en datter til familien, og beslutningen om at være selvstændig ændredes til et par år som dagplejemor, så den mindste pode kunne nydes mest muligt.
I 2007 blev Jeanne tilbudt en spændende stilling ved ABC reoler. Her gik der ikke længe, før hun stod overfor en meget interessant udfordring: Kollegaen, der stod for det tyske marked, skulle på barsel – og Jeanne skulle tage over. Nicht so gut.
Fra reoler til smykkeemballage
Jeanne blev på den måde tvunget ud i at lære professionelt tysk. Men det skulle vise sig at det ekstra incitament (plus et år på aftenskole) gjorde udslaget. Hun kunne snart føre lange samtaler med de tyske kunder, og reol-lingoen sad lige i skabet.
Hos ABC reoler var Jeanne på rette hylde, indtil hun i 2014 skiftede til Westpack.
”Jeg blev spurgt af min daværende nabo, som er i familie med Westpacks direktør, Morten Dalsgaard, om jeg kunne være interesseret i at arbejde hos Westpack, da de var på udkig efter en sælger, der kunne begå sig på tysk”, husker Jeanne.
”Det viste sig at Mortens og mine veje havde krydset hinanden tidligere, hvor han underviste mig på et lederkursus i Dansk Supermarked, så vi blev hurtigt enige om at det var en god idé.”
Jeg kan alt det, jeg vil
Tingene gik stærkt. Det var ét af Jeannes første indtryk af Westpack. ”Og det er speedet op mange gange siden, så her keder man sig aldrig”, tilføjer hun. Siden 2014 har hun desuden fået endnu mere ansvar, blandt andet i form af systemudvikling indenfor Navision.
Netop dét med at tage en udfordring op, er noget hun for alvor har taget til sig på Westpack. ”Jeg har lært en stor ting: at jeg kan alt det, jeg vil! Når noget virker kompliceret, så må man lære hvordan det fungerer, og så har man fået mere med i erfaringsrygsækken”, siger hun.
Hun fremhæver desuden Westpack’s måde at gribe kundeservice an på:
”Vi lader ikke en utilfreds kunde gå. Er der en reklamation, så er der stor vilje i hele organisationen til at vi får det løst på bedst mulige måde, for kunden skyld, men også for vores egen. Vi har stort set frie hænder til at gøre kunden glad igen, og det er en god følelse når det lykkes, og det gør det altid (næsten).”
En særlig Westpack-kultur
Ifølge Jeanne, så kan man godt tale om, at der er en særlig Westpack-kultur. ”Vi er altid godt orienteret i forhold til mål, salgstal og fremtidige projekter”, fortæller hun. ”Og dermed kan vi arbejde efter samme mål.”
Derudover betyder det kollegiale naturligvis meget i dagligdagen – dét med at give sig tid til at stoppe op og snakke lidt med en kollega, også selvom der er travlt. ”Der arbejder så mange søde mennesker her, og vi er gode sammen”, siger hun.
Hvilke tre ord ville du bruge om Westpack som arbejdsplads? Og hvorfor netop disse tre ord?
Dynamisk: fordi hele organisationen er forandringsparat. Det ses særligt på vores kædestrammerdag, hvor vi i grupper foreslår nye tiltag og deler idéer, der kan gøre hverdagen bedre og arbejdsgange mere hensigtsmæssige. Man kan se at der ikke er langt fra idé til handling.
Spændende: fordi ikke to dage er ens. Der er altid udfordringer af en eller anden slags, der skal løses.
Hektisk: fordi vi har travlt. Lige nu kniber vi os i armen hver måned og tænker at det kan da ikke blive ved med at gå så stærkt, men det gør det. Og heldigvis for det.
Kom og vær med
Vi går efter at være én af de bedste arbejdspladser i Danmark - og vi vil altid gerne høre fra potentielle nye kollegaer.






































